Månedens mor: Maria Franck

Som noget nyt her på bloggen, vil vi hver måned interviewe en mor om stort og småt. Den første i rækken er Maria Franck, som udover at være mor til Olivia og Elinor, er en fantastisk dygtig fotograf - og et enormt inspirerende menneske.






Navn: Maria Franck

Alder: 30 år

Beskæftigelse: Specialestuderende / freelance tekstforfatter / freelancefotograf

Børn: Olivia på 4 år og Elinor på 2 år




Hvad er historien bag dine børns navne?

Her ville jeg jo gerne kunne levere en eller anden sød lille anekdote. Bundærligt, så synes vi, ganske enkelt, at navnet Olivia er enormt pænt. Jeg kan godt lide de lidt tunge navne, jeg kan godt lide tyngden i O'et. Og da vi så hende, ja, så var der ingen tvivl. Hun var vores Olivia fra første minut.




Da det så kom til den "svære toer", ja… Så var vi faktisk mere på bar bund. Eller… Det var mig, som var ubeslutsom. Vi svævede mellem tre navne, og endte alligevel med et fjerde. Folk omkring os syntes, at det var et godt valg, at det passede godt til Olivia. Olivia og Elinor. Det havde jeg slet ikke tænkt over, faktisk var det min kæreste, der tog den endelige beslutning efter 3 ugers tid. Jeg synes også navnet har noget tyngde med E'et og det tunge O. Hun bliver nu altid kaldt for Eli (Elli) – og hun er meget mere en Eli end en Elinor. Jeg kan godt lide idéen om, at hun selv har formet sit navn. Hun er en fræk og hurtig lille én, og det er hurtigere at kalde "Eli" end "Elinor", haha. Olivia kalder vi for Oli (Olli), så nu har vi en søsterduo: Eli og Oli.






Hvordan ser en god morgen ud hjemme hos jer?

På de fleste morgener har vi god tid til at vågne, spise og komme i tøjet. Jeg er specialestuderende, og skal derfor ikke skynde mig ud af døren. Men på en ekstra god morgen, der sidder vi alle fire rundt om bordet, vi har taget os tid til at lave ekstra god morgenmad og tændt stearinlys, og alle får et solidt måltid i maven. Jeg kan bedst lide at aflevere børnene i institution med fyldte maver.




Hvordan var dine graviditeter?

Jeg mindes mine graviditeter med glæde, og set i dag, så fylder det negative ikke så meget for mig. Begge graviditeter kom let til os, hvilket jeg er enormt taknemmelig for. De første tre måneder havde jeg enormt meget kvalme, og jeg fik bækkenløsning omkring 4 måneder henne ved begge graviditeter, hvilket var til ret stor gene, men jo altså stadig i småtingsafdelingen.


Da jeg ventede mit andet barn, der blev jeg ramt af lussingesyge fra Olivias vuggestue. Derfor skulle vi gå til kontrol hver 14. dag, da det kan have effekt på fosteret. Men scanningerne var altid gode, og på den måde blev det hyggeligt at kigge til hende hver anden uge.

Jeg var enormt glad og stolt som gravid, jeg elskede absolut maven, og at mærke de små spark fra et lille menneske, der nu skulle være en del af os.




Hvad er det bedste ved at være mor?

Moderskabet er egentligt alt, hvad du hører det er. Men du forstår det først den dag du selv bliver mor. Det er så smukt at det er svært at sætte ord på, og det er til tider hårdere end man nogensinde kan forestille sig.


Det bedste ved at være mor er at opleve alting for første gang igen. Alt, hvad der før var ordinært er nu igen stort og nyt. Det første skridt, at klappe en ged på ryggen, at smage citron for første gang. Moderskabet ændrer alle aspekter af livet, og på måder, jeg slet ikke troede var muligt. Det er den dybeste kærlighed af alle, og opofrelse, der er grænseløs og ubegribelig.


Mine børn får mig til at stræbe efter at yde det bedste, de gør mig til den kvinde, jeg gerne vil være (selvom jeg nogle gange er for udmattet til det). Jeg lærer af deres ubekymrede tilgang til livet, og deres overøsende, ubetingede kærlighed. Jeg ved intet bedre, end når de lægger deres små, buttede arme om min hals.




Hvad er det sværeste ved at være mor?

Da jeg blev mor, så fyldte angst enormt meget. Jeg var ikke angst for de praktiske ting omkring mit barn, der var jeg faktisk ret selvsikker. Men følelsesmæssigt sad mine nerver uden på tøjet, og jeg havde i lang tid meget let til tårer. Det har jeg nu stadig. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg var angst for, og jeg stadig kan mærken angsten stikke mig ind i mellem i dag, hvor de er 2 og 4 år. Det nærmeste, jeg kan beskrive det er, at jeg er bange for ikke at være nok for dem, og jeg kunne ikke lide at være væk fra dem. Jeg syntes, at det var enormt svært, da de skulle starte i institution, og jeg ikke skulle være den, der tog mig af dem 24 timer i døgnet (Jeg har skrevet lidt om det HER.


Tiden væk fra dem er stadig enormt svær. For mig er det unaturligt at være væk fra sine små børn. Men jeg bliver bedre til det, prøver, udover selvfølgelig at arbejde, også at bruge det som en lille pause til at gøre ting, der giver mig energi. Drikke kaffe med en veninde, eller gå en tur rundt i byen. For ingen tvivl om, at det kan være hårdt at opfostre børn. Noget af det, jeg synes er mest frustrerende ved forældrerollen er, at jeg kan blive så udkørt og så udmattet, at jeg ikke har overskud til at være den bedste udgave af mig selv – den bedste mor.


Omvendt, så må mine børn også gerne lære, at vi alle bare er mennesker, og at det er okay, at vi ikke er perfekte, og at vi alle har dage, hvor vi bare har brug for at køre i laveste gear. Også mor.









Hvordan har forældreskabet påvirket dit forhold til din partner?

Det har på alle måder styrket os! Vi har aldrig haft det bedre end vi har nu. Selvfølgelig er vi også trætte efter nætter med afbrudt søvn, og vi kan også være korte for hovedet. Vi har set hinanden presset til vores yderste (for ja, ind i mellem er man bare RET presset med små børn).


Jeg ser det som en styrke, at vi har set hinanden i de yderste kroge, og stadig elsker hinanden ubetinget. Hvor er det stort og rørende at opfostre to børn sammen. Helt overordnet set, så har jeg aldrig elsket ham mere end jeg gør i dag. Han har gjort mig til mor, og jeg elsker den piedestal han sætter mig på, netop fordi, jeg er mor til hans børn. Jeg oplever en enorm respekt fra ham, som er gensidig.


Vi har kendt hinanden i mange år, og kender hinanden bedre end vi kender nogen andre. Vi er aldrig uenige om vores tilgang til opdragelse, jeg tror faktisk aldrig rigtig vi har diskuteret emnet. Men ind i mellem, så er det rart at sparre med hinanden, om hvordan man har grebet en situation an.





Han retter aldrig på mig, og jeg retter aldrig på ham, for vi ved, at vi vil vores børn det bedste. I min optik er han den perfekte far, hengiven og kærlig, med klare grænser, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan dele forældreskabet med ham.




Hvad er dit bedste råd til en kommende eller nybagt mor?

Bed om hjælp, når du har brug for det, når du træt, når du er presset. Menneskerne omkring jer elsker dig, og de elsker dit barn, og vil gerne give en hånd. Personligt insisterede jeg på at klare alting selv, og i dag ville jeg ønske, at jeg havde åbnet mere op – og ladet andre hjælpe mig med noget af det praktiske. Spørg din mor, din bedste veninde, din svigerinde, din svigermor om de vil gå en tur med barnevognen i 30 minutter, hvis du har muligheden.


Lad andre elske dit barn, lad det få nære relationer til de, du føler dig tryggest ved. Jeg lover dig, der er intet smukkere end at se din bedste veninde, din mor eller svigermor sidde med dit barn i armene. Del kærligheden. Og når dine børn så ikke længere er spæd, vil du glædes ved den tillid og tryghed dit barn har til andre voksne i jeres liv.





Stol på dig selv, hvil i dig selv og gør det, du synes føles rigtigt. DU kender dit barn bedst. Og hvis du er helt på bar bund, så spørg de fantastiske kvinder i dit liv, der selv har oplevet moderskabet, og læn dig op af dem. Uanset situationen, så forstår de. Om det er praktiske eller følelsesmæssige spørgsmål, så har de været der. Og hvis ikke de har et konkret råd, så har de helt sikkert en skulder, du kan læne dit hoved på. Nogle gange er kærlighed og støtte fra én mor til en anden alt man har brug for. Vi er ikke alene.




Hvis I vil se mere til Maria, så følg hende på instagram HER - og læs hendes blog HER.